Store som små fik mulighed for at kigge i bierne, men det var de færreste, der var lige så modige som disse to, der lod sløret ligge ubenyttede. Foto: Benny Gade
"Jeg har aldrig set det før, men det er spændende at se. Det er et godt initiativ."
Annitta Ramsgaard fra Holstebro var glad for besøget hos biavler Hans Bjerrum torsdag eftermiddag. Her fik hun for første gang lov til at kigge i et bistade og se, hvordan bierne lever og hvordan biavleren får honningen høstet. Det samme gjorde i alt 60 turister, som lagde vejen forbi Nørre Nissum for at se på raps, bier og honning.
Se turister og andre nysgerrige åbne et bistade, finde dronningen og prøve propolis
Arrangementet var det første af i alt 12 gårdbesøg, som landbrug i Lemvig Kommune har arrangeret frem til udgangen af august for at fortælle, hvordan moderne landbrug bliver drevet i dag.
"Arrangementerne er almindelig oplysning om landbrug. Samtidigt styrker det landbrugets image, at vi er åbne omkring vores produktion og gerne vil give folk gode oplevelser," fortæller Erik Poulsen, der er informationsmedarbejder ved Åbent Landbrug Lemvig.
Derfor er det ikke så afgørende for ham, om der kommer 250 eller 25 til de enkelte arrangementer.
"Det afgørende er signalværdien," siger han.
Flere historier
Lokalt i Nørre Nissum var der mange muligheder for at fortælle historier med tilknytning til landbruget. Jorden ejes af en minkfarmer, der har valgt at koncentrere sig om sine dyr. Derfor har han lejet arealerne ud til en landmand, som dyrker raps - en ting, som biavler Hans Bjerrum i Nørre Nissum nyder godt af, da marken står lige op af hans ejendom. På den måde, kan historien fortælles om, hvordan landbrugsmæssige interesser griber ind i hinanden og ender hjemme i lejligheden i Århus eller København. Som pels, madolie eller honning.
Et eksperiment
"Og så er det ingen hemmelighed, at de 12 arrangementer er et eksperiment for at se, om turisme kan være en indtægtsmæssig niche for landbruget," siger Erik Poulsen.
Indtil videre er arrangementerne dog gratis for de turister, der kigger forbi, og derfor var også Hans Bjerrum godt tilfreds med de 60 besøgende. Det gode vejr gjorde det muligt at åbne for staderne og lade gæsterne se, hvordan bifamilierne arbejder. Indenfor var andre medlemmer af biavlerforeningen beskæftiget med at slynge honning eller uddele smagsprøver. Flere af dagens gæster gav da også udtryk for, at de havde haft en god dag hos biavleren. Inden for i slyngerummet sørgede Børge Henriksen (længt til højre) for at fortælle om honningens mysterier