Reklame



Fast reklame
Link til Aulumgaard
Mest læste nyheder

2018 Mad og Honning
Sølvhæder til frivillig arbejdsbi
Ny formand scorede maksimumpoint
2018 Generalforsamling i Herning
2018 Årsafslutning i Herning

Citatboks
Den honning er lidet sød, som skal slikkes af torne
Lemvig

Børge Henriksen vil få overrakt sølvnålen så snart den når frem med posten. Foto: Benny Gade

Børge Henriksen, Fabjerg, blev mandag aften hyldet med Danmarks Biavlerforenings sølvnål. Det er den største hæder, som en lokalforening kan tildele et medlem.

Nålen blev tildelt, da Lemvig og Omegns Biavlerforening mandag aften holdt generalforsamling, men selve nålen var dog ikke nået frem til aftenen. Derfor vil den formelle overrækkelse ske på et senere tidspunkt.

Sølvnålen tildeles personer, som har haft stor betydning for det lokale arbejde.

- Og det mener vi i bestyrelsen, at din indsats har haft. Jeg er derfor meget taknemmelig for at kunne sige, det er en helt enig bestyrelse, der har bestemt, du skal være den næste modtager af Danmarks Biavlerforenings sølvnål, sagde den afgående formand for foreningen, Benny Gade.

Børge Henriksen har i mange år passet foreningens skole-bigård, der ligger ved siden af Lemtorpskolen i Lemvig. Nu ønsker han at stoppe arbejdet og koncentrere sig om sin egen biavl, og dermed slipper Børge Henriksen den sidste, officielle post i foreningen.

Børge Henriksen har været aktiv i Lemvig og Omegns Biavlerforening i mange år. Formanden kunne berette, at da han selv blev valgt til bestyrelsen første gang i 1993, havde Børge Henriksen allerede siddet som kasserer i foreningen i nogle år. Selv om han mange år senere trak sig fra bestyrelsesarbejdet, er han fortsat aktiv. Han har blandt andet deltaget på utallige stande og messer på både egne og foreningens vegne, hvilket har været med til at skabe interesse om biavlen. Der ud over har han passet foreningens skole-bigård og dermed undervist mange af de nye biavlere i området.

- Jeg er oprigtigt imponeret over det arbejde, du har lagt i foreningen. Du har i mange sammenhænge været foreningens ansigt ud ad til – du er også tit den, som medlemmer har søgt hjælp hos, hvad enten de skulle købe eller sælge bier, have smeltet voks eller bare have et godt råd. Jeg har også hørt flere, der har fået hjælp hos dig, når de er blevet ramt af sygdom og derfor har haft svært ved at passe deres egne bier i en periode. Så er du rykket ud - og jeg har faktisk ikke hørt, at nogle er gået forgæves, sagde Benny Gade, som fandt det helt naturligt, at Børge Henriksen blev tildelt sølvnålen.

- Selv om du nu slipper tøjlerne i skole-bigården, så håber jeg personligt, at vi i foreningen fortsat må gøre brug af dig og dine talenter i mange år fremover, sluttede han, inden meddelelsen blev modtaget med klapsalver.